Dagbehandling:
|
Artikel i Socialrådgiveren nr. 18, 17. oktober 2007
Socialrådgiverdage 2007. Tema: Børn og unge
I lære som forældre
I Ny Skanderborg Kommune har man gode resultater med intensiv dagbehandling i stedet for døgnbehandling af familier med anbringelsestruede børn. Af Annemette Waagensen, informationsmedarbejder
- Efter et år i behandling formår hun i dag at aflevere sit barn i børnehaven tre-fire dage om ugen.
Umiddelbart måske ikke imponerende, men for Familiehuset i Skanderborg er det et godt resultat. For de familier, som kommer i huset, er blandt de mest belastede med et eller flere børn er på kanten af en anbringelse. Succeskriteriet for behandlingen er, at familien kommer til at fungere så godt, at børnene ikke skal anbringes uden for hjemmet.
Og det ser ud til at lykkes: Siden 2004 er kun ét barn hos de 33 familier med i alt 44 børn, som har været i dagbehandling i Familiehuset, blevet anbragt uden for hjemmet.
- Vores succeskriterium er, at familierne skal leve op til de almindelige normer for det gode børneliv. De skal give en ordentlig ramme for børnene, om end den er lidt skæv i forhold til den, de fleste af os er vant til. Men forældrene skal være i stand til at tage ansvar for sig selv og børnene, så de har en stabil og struktureret hverdag, siger Lene Kirkegaard, socialrådgiver og teamleder i Familiebehandlingen i Ny Skanderborg Kommune, hvor den intensive dagbehandling er en del af Familiebehandlingens arbejde som et alternativ til døgnbehandling.
- Når en familie kommer i døgnbehandling, rykkes de op med rode. Børnene skal skifte skole eller daginstitution, og forældrene mister deres tilknytning til nærmiljøet. I dagbehandlingen bevarer hele familien tilknytningen til nærmiljøet, og både i og efter behandlingen arbejder vi for at opbygge og vedligeholde det tætte samarbejde med for eksempel skole og daginstitution, siger Lene Kirkegaard.
Får et skema for dagen
Målet med behandlingen er at styrke forældrenes evne til at tage sig af deres børn og tilgodese deres behov – ved at arbejde med temaer som struktur i dagligdagen, personlighedsstruktur, fysiologiske behov, omsorgsbehov, arbejde, uddannelse og fritid i en blanding af terapi og undervisning, både i grupper og individuelt. Forældrene skal have hjælp til at indøve helt basale færdigheder og rutiner, så de kan få en hverdag til at fungere.
- Ofte laver vi en meget konkret og detaljeret plan for, hvordan familien skal få for eksempel en morgen til at fungere: Kl. 6 står mor og far op. De ryger en cigaret og kl. 6.15 går mor i bad, og far laver kaffe og morgenmad. Kl. 6.45 går far i bad, mens mor får barn 1 op af sengen. Kl. 7.15 får far barn 2 op af sengen og så videre, siger Hedwig Schmidt, pædagog og psykoterapeut i familiebehandlingen i Skanderborg.
Mange af familierne i Familiehuset har gennem generationer kæmpet med problemer som misbrug, vold, incest. De har ikke selv oplevet omsorg eller struktur i barndommen, og derfor er det som at lære et nyt sprog at finde ud af at give sine børn en anderledes opvækst. Tanken bag behandlingen er, at forældrene er nødt til at lære sig selv at kende og tage vare på egne behov, før de kan varetage deres børns behov. Det gør man i Familiehuset ved at få forældrene til at se på, hvor de har lighedspunkter med deres egne forældre og til at fokusere på, hvad de gerne vil gøre anderledes, og hvordan de når derhen. Det er en svær proces, og det hænder da også, at forældrene udebliver fra behandlingen.
- Så tager vi hjem og henter dem. De fleste af forældrene har gennem hele livet været udsat for svigt. Derfor er det så vigtigt, at vi insisterer på at være sammen med dem, og at vi ikke giver op. Det har de aldrig hverken som børn eller voksne oplevet før, siger Hedwig Schmidt.
Slipper ikke forældrene
Heller ikke når behandlingsforløbet er afsluttet, giver Familiehuset slip på forældrene. Tre timer en gang om ugen møder forældrene op i huset og kan tale med andre forældre om problemer og succeser, og de kan få individuel rådgivning, hvis de har behov for det.
- Vores erfaring er, at det er nødvendigt at vedligeholde de færdigheder, som forældrene har lært under behandlingen. Derfor er det afgørende, at vi også gennemfører efterbehandlingen, siger Lene Kirkegaard.
Flere oplysninger om dagbehandlingen hos Lene Kirkegaard: lene.kirkegaard@skanderborg.dk
|
|